4. rejsebrev Rom 2019

2. rejsebrev Rom 2019

Vor tidsregning

Hvordan kan vi vide at vi lever i 2019 efter Kristi fødsel? Forklaringen kommer her.

En munk, Dionysius Exiguus (525 e. Kr. f) satte sig for at finde ud at Jesu fødselsår. Han gjorde det ud fra årstallet for Rom grundlæggelse 753 før vor tidsregning. Jesu fødsel blev fastsat til 25. december og det første år blev kaldt for år 1. Der findes ikke noget år 0.

Men fastsættelsen af Jesu fødselsår støder også på nogle vanskeligheder idet evangeliers oplysninger er modstridende. I flg Matthæus evangeliet bliver Jesus født medens Herodes den Store regerer fra 37 f. Kr. f. til 4 f. Kr. f.. Dvs. at fortællingen om flugten til Ægypten og barnemordet i Bethlehem sker efter Herodes død.

Efter Lukas evangeliet falder Jesu fødsel sammen med folketællingen under Quirinius som landshøvding og den fandt sted i år 6 e. Kr. f.

Begge dele kan ikke være rigtige. Det mest sandsynlige er at munken Dionysius lavede en regnefejl, og derfor kan Jesu fødselsår ikke fastlægges med sikkerhed. Den ligger mellem år 4 f. Kr. f. og år 6. e. Kr. f.

Myten om Romulus og Remus

Vores tidsregning tager altså sit udgangspunkt i Roms grundlæggelse.

Der knyttes nogle myter til Roms grundlæggelse. Historikeren Livius fortæller at stammen manglede nogle kvinder. Derfor indbød man de omkringboende sabinere til fest og iscensatte en massebortførelse af deres kvinder.

Romulus og Remus var to brødre.

Sagnet om Romulus og Remus fortæller, at de nedstammede fra Æneas, der var søn af gudinden Venus, og sammen grundlagde de Rom

Sagnet foræller, at Rhea Silvia, datter af kong Numitor, blev gravid med krigsguden Mars og fik tvillinger. Men kongens onde bror, Amulius, gjorde Rhea Silvia til vestalinde (tempeltjenerinde’) efter at have frataget Numitor tronen.

Rhea Silvia blev dræbt af Amulius, hvorefter han satte tvillingerne ud i en lille båd på Tiberen. De strandede lidt længere nede ad floden, hvor en hunulv  ammede dem og tog sig af dem, indtil hyrden Faustulus fandt dem.

Da de blev voksne, fortalte Faustulus dem sagens rette sammenhæng, og sammen med Numitor afsatte de Amulius. Herefter lod Numitor Romulus og Remus grundlægge en ny by.

Både Romulus og Remus tog varsler, men Romulus’ faldt bedst ud.

Han byggede den første vold omkring byen på Palatinerhøjen, men Remus sprang i vrede og foragt over muren, hvorefter han blev dræbt af Romulus.

Romulus herskede i mange år som den første af Roms syv konger og blev til sidst optaget i himlen.

De ældste dele af af Rom stammer fra det 8. århundrede før Kr. f. I de følgende århundrede herskede etruskiske konger. Gåden om hvor etruskerne kom fra er vist stadig uløst, men de har efterladt sig talrige kulturelle spor, så man kan se, at de havde en meget høj standard. Flere museer har store samlinger af etruskisk kunst.Udenfor Rom finder vi byen Tarquinia med værdifuld etruskisk samling og gravmalerier. Indenfor Roms grænser er i Villa Giulia en stor etruskisk samling.Den mest brømte bronzskulptur er den af ulvinden i Capitolmuseerne fra 700 tallet. De to tvillinger Romulus og Remus er tilføjet i 1400 tallet

Roms 7 høje

Mest berømt er Palatiner højen, som i dag er Roms centrum. Mellem højene og i dalene opstod der pladser bl. a. Forum Romanum. De andre er Aventin, Celio, Esquillin, Viminal, Quirinal og Capitol

Efter etruskerne

En række konsuler havde i årene derefter magten indtil Julius Cæsar.

Julius Cæsar

F. 100 f. Kr. f. og myrdet 15. marts 44 f. Kr. f. Cæsar var en stor militærstrateg og overraskede den ene gang efter den anden romerne.

Tilnavnet Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.[1]

Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil bortført af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede sørøverne og lod dem korsfæste nøgne.

I 60 f.Kr. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikereCrassusog og . Pompejus Pompejus giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Denne første uofficielle alliance er senere blevet kaldt "Det første triumvirat". Triumviratet signalerede som tidligere nævnt enden på den romerske republik.

De tre magtfulde mænd delte  Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.

Allerede i 58 f.Kr. blev Cæsar prokonsul (statholder) over Gallien. Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folkeslag. Han besejrede helvetierne i 58 f.Kr., det belgiske forbund i 57 f.Kr., og i 55 f.Kr. forsøgte han at invadere England. I 52 f.Kr. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet i rapporter, som er bevaret i afskrifter.

Crassus blev dræbt i 53 f.Kr. i kamp med partherne, hvorefter der udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus blev i Rom og fik mere og mere magt. I 50 f.Kr. blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær. Men Cæsar nægtede, og borgerkrig brød ud. Han krydsede floden Rubicon den 10. januar 49 f.Kr. med ordene "terningen er kastet" (latin: jacta est alea) og forfulgte derefter Pompejus til Brundisium i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale. Men Pompejus undgik ham, og han udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland. Den 10. juli 48 f.Kr. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus. Men ved Pharsalos i Grækenland lykkedes det ham at slå Pompejus. Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompejus flygtede til Egypten, hvor han blev snigmyrdet af en officer under befaling af Ptolemaios 13. af Ægypten.

Diktatortiden]

Cæsars død i senatet, 44. f.Kr.
Malet af Jean-Léon Gérôme i 1867

Cæsar var dog ikke tilfreds. Han drog til Egypten, hvor han støttede Kleopatra VII, der blev hans kone ved egyptisk lov (ikke ved romersk lov). Medens han med sine få tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød der et oprør, hvorved Cæsar kom i den yderste fare og længe blev holdt indespærret (alexandrinske krig oktober 48-marts 47). Først da der kom undsætning, slap Cæsar ud. Hans næste forehavende var at berolige Orienten,

I 46 f.v.t. blev Cæsar for en ti-års-periode diktator. I 44 f.v.t erklærede han sig selv diktator og konsul på livstid og blev kaldt Pater Patriae (Landsfader) og tog titlen Imperator. Hans kalenderreform byggede på solåret i stedet for måneåret og er stadig grundlag for den kalender, som vi benytter i dag. Måneden juli blev opkaldt efter ham. Han grundlagde over 20 kolonier i Gallien, Spanien og i Nordafrika og arrangerede kornuddeling til de fattige i Rom. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.

Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Ifølge overleveringen stod en gruppe senatorer anført af brødrene Decimus Junius Brutus og Marcus Junius Brutus og af Gaius Cassius Longinus bag mordet, da de var bange for Cæsars magt var blevet for stor;

De sammensvorne lokkede Cæsar til Forum under foregivende af at ville forelægge ham et bønskrift, og opholdt samtidig hans næstkommanderende Marcus Antonius, hvis fysiske styrke de frygtede, andetsteds. Publius Servilius Casca skulle angribe Cæsar som den første, men var så skrækslagen at han kun sårede ham overfladisk, og Cæsar greb Cascas arm og råbte på latin "hvad gør du, Casca, din skurk?". Casca råbte da på græsk til sine medsammensvorne: "αδελφοι βοήθει!" /adelfoi boethei/ ("Hjælp mig, brødre!") De sammensvorne faldt over Cæsar, og de senatorer, som ikke var den del af komplottet, flygtede i panik. Gaius Julius Cæsars sidste ord var ikke, som hos Shakespeare, "også du, Brutus", men Suetonius nævner at Cæsar i sin dødskamp fik øje på vennen Marcus Brutus blandt sine mordere, og udbrød på græsk "καί σύ τέκνον" /kai sy, teknon/ (bogstaveligt "også du, barn?"; mere mundret oversat "også du, min søn?"). Plutarch nævner kun, at Cæsar, da han havde opgivet håbet, skjulte sit ansigt med sin toga for at dø med værdighed. Cæsar blev slået ihjel med 23 knivstik.

Efter Cæsars død udbrød en magtkamp mellem hans adopterede søn og grandnevø, den 19-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus.. Octavian vandt magtkampen og blev i 27 f.Kr. den første romerske kejser under navnet Augustus.